Energioptimeret lysstyring - uden mørke gangarealer

Bygningen er centreret omkring et stort grønt atrium, der er omgivet af tre etager med kontorer og lokaler med glasvægge ud til gangarealer. I lokaler og på gangarealer er der installeret DALI-sensorer, som er konfigureret med AUTO TÆND/SLUK. Det er en energioptimeret løsning, som sikrer, at belysningen kun er tændt, når der er medarbejdere tilstede. For at undgå mørke gangarealer er sensorer i kontorerne, via et DALI-linkmodul, forbundet med sensorer på gangen. Det sikrer, at der altid er dæmpet belysning på gangen, når der er en medarbejder tilstede i et kontor. DALI-linkmodulet overfører DALI-kommandoer om tilstedeværelse i kontor til sensor i gangen, som sætter lysniveauet i gangen til 50 %. På den måde undgår medarbejderen at få en ”mørk mur” (glasvæg), når der ikke er aktivitet på gangen. Dette kan ellers virke utrygskabende, da man kan føle sig isoleret fra omverdenen. Med DALI-linkmodulet er det enkelt at installere en energirigtig og behagelig lysstyring i et naboområde, uden at man har behov for programmering eller en traditionel IBI-løsning.

Batteriløse tryk til glasvægge

På alle kontorer med glasvæg er sensorerne udstyret med indbygget Enocean-modtager. Sensorerne kan dermed overstyres trådløst via et Enocean-tryk. Trykket er fuldstændigt trådløst, da det forsynes med strøm via en indbygget dynamo. Ved tryk genererer den indbyggede dynamo selv energi nok til den trådløse kommunikation med sensorerne. Løsningen er derfor også batteriløs, og man undgår således irritationen ved jævnligt at skulle udskifte batteri. EnOcean-løsningen er derfor en ideel løsning til glasvægge eller andre steder, hvor man vil undgå fortrådning til tryk.